Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Formand for forskergruppe præsenterede anbefalinger til nye sundhedsundersøgelser

Ca. 50 borgere var mødt op på Grindsted Gymnasium og HF for at høre om forskernes anbefalinger til nye sundhedsundersøgelser i Grindsted. Trods det lille fremmøde var der god spørgelyst og debat.

Den udvidede forskergruppe for sundhedsundersøgelsen præsenterede torsdag 3. februar deres anbefalinger til nye sundhedsundersøgelser på et borgermøde i Grindsted. Mødet blev afholdt på Grindsted Gymnasium og HF og trak ca. 50 borgere af huse. Formand for forskergruppen, Jesper Bo Nielsen fra Syddansk Universitet, fortalte, at forskerne vil anbefale politikerne i regionsrådet at igangsætte tre undersøgelser. 

Det drejer sig om: 

1. En opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse over sygdomsforekomst, så data fra 2017 til 2021 tilføjes den eksisterende rapport, som dækker årene frem til 2017. Samtidig kan det overvejes at gentage opdateringen af udviklingen i sygdomsforekomst i Grindsted hvert femte år for at følge udviklingen i de kommende år.

2. En risikoundersøgelse, der ser på risikoen ved at bo i Grindsted i fremtiden. Undersøgelsen foreslås timet med den arbejds- og miljømedicinske undersøgelse idet begge projekter vil have gavn af data fra hinanden. Undersøgelsen vil også tage højde for eksisterende undersøgelser af bl.a. vand og indeklima samt en udvælgelse af relevante stoffer, hvor den nuværende eksponering og de fastsatte grænseværdier sammenlignes for at få et billede af eventuel fremtidig risiko.

3. En arbejds- og miljømedicinsk undersøgelse, hvor borgerne inviteres til at beskrive deres bekymringer og symptomer over for læger fra Odense Universitetshospitals Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling i et ambulatorium på Grindsted Sygehus. Derudover vil der også blive lavet en vurdering af de enkelte borgeres udsættelse for konkrete forureningsstoffer.

Forskergruppen har besluttet, at et fjerde forslag, som bl.a. indeholder en eksperimentel model, afventer videre stillingstagen, da undersøgelsen kræver information og data om forureningskilder og eksponering i Grindsted, der endnu ikke er tilgængelig. Disse informationer og data kan potentielt findes via to af de anbefalede undersøgelser.

På mødet præsenterede Region Syddanmarks afdelingschef for Vand og Jord, Ida Hol Olesen, desuden en status for de igangværende undersøgelser af fanen fra fabriksgrunden og fanen fra den gamle losseplads syd for byen. Når der foreligger resultater fra undersøgelserne vil der blive indkaldt til et nyt borgermøde. 

Billund Kommunes miljøchef Karl Grundahl fremlagde resultaterne fra den nylige rapport om Engsøen, der for første gang sætter tal på, hvordan en oprensning af søens forurenede bundsediment kan renses - og hvad det i givet fald vil koste.